Book_blk_BG1.jpg
 
minbog_tree_icon-01.png
 

dine spor - din bog

 
 

Ville du ønske, at du havde en bog om dine forældres liv? At du kunne læse om deres opvækst, drivkraft og syn på livet?

Jeg tilbyder dig muligheden for at få lavet sådan en bog. Eller en bog om dig selv, som du kan give videre til dine børn, så de ved, hvilken familiehistorie de er rundet af.

Du kan også fortælle historien om de værdier og valg, din virksomhed er bygget op omkring. Som en markant fejring af dit livsværk, eller måske er det din nye satsning, der har brug for det ultimative visitkort i bogform.

Uanset anledningen er dit liv fuld af spor. De går tilbage i tiden og rækker frem og former din livsbane, men sætter også en retning for dem, der kommer efter dig. Sporene er skabt af de største øjeblikke. Af inspirationskilderne. Af sejre og nederlag, og jeg vil bruge mine 14 års erfaring som journalist og forfatter på at samle det hele i et evigt og unikt aftryk.




 
 
 
minbog_tree_icon-01.png
 

Konceptet

 

Bogen om dig følger et fast koncept og består af fire dele.  

 
CV_icon-01.png

Et LivsCV

I punktform nævner du dit livs højdepunkter og kommenterer kort, hvad hvert punkt har betydet for dig. Til forskel fra et traditionelt CV fortæller du også om store valg, afgørende møder og skelsættende oplevelser.

interview_icon-01.png

Det store interview

Jeg interviewer dig i cirka fire timer ud fra 10 faste spørgsmål, der kommer rundt om dit liv eller din virksomhed med udgangspunkt i, hvem du er som menneske. Eller du fortæller din livshistorie fra en ende af med fokus på dine egne erindringer og anekdoter.

5 friends_new-01.png

Dine nærmeste fortæller

Du udvælger fem af dine nærmeste, som jeg interviewer om deres oplevelse af og med dig.

50 images_icon-01.png

Billeder

Du udvælger højst 50 billeder fra hele dit liv, som en grafiker sætter op i en cirka 10 sider lang fotocollage. En professionel fotograf vil desuden tage fem nye billeder af dig, hvis du tilvælger det.

 
pages_icon-01.png

Bogen får en længde på cirka 76 sider. Du får naturligvis mulighed for at læse alt igennem og komme med rettelser og tilføjelser. Det er din bog, ikke min.


Du får bogen i et 24x24 cm format i kvalitetsmaterialer og læderindbundet af en bogbinder.

 
BG_gold_line_bend-01.png
 
minbog_tree_icon-01.png
 

Sådan gør vi

 

Allerførst tager vi en uformel snak om, hvad du egentlig vil med bogen. Det er vigtigt at få afklaret for at lave den bedst mulige bog. Du skal især gøre op med dig selv, om bogen skal have sit hovedfokus på dit private liv og have din familie og venner som den primære målgruppe. Eller om hovedfokus i stedet skal være på dit arbejdsliv og have medarbejdere og samarbejdspartnere som målgruppe. De to kan sagtens overlappe, men tyngdepunktet er nødt til at være et af stederne.


Herefter skal du tænke dit liv igennem og udvælge de begivenheder, der har haft betydning for dit liv - og kommentere dem kort. Jeg sender dig eksempler fra andres bøger til inspiration.

Du skal også finde de billeder fra dit liv, der bedst illustrerer dit liv, og skrive en lille billedtekst til hver.

Og så skal du sende mig kontaktoplysninger på de fem eller 10 personer, jeg skal interviewe om deres syn på dig.


Jeg interviewer dine nærmeste og skriver dit livs højdepunkter igennem, så teksten bliver flydende og ensartet. Det giver mig en god baggrund for at interviewe dig. Det sker hos dig og tager cirka fire timer. Jeg skal nok hjælpe dig igennem interviewet ved at stille spørgsmål.


Når alt er skrevet færdigt, sender jeg dig det hele til godkendelse og retter til. Du er selv med til at bestemme, hvor lang tid hele forløbet tager. Typisk vil du have bogen i hånden 8-10 uger efter første kontakt.


Efterfølgende kan du vælge at få trykt det antal eksemplarer af bogen, du ønsker. Se i menuen under Priser.

BG_gold_line_bend-01.png
 
minbog_tree_icon-01.png
 

Anbefalinger

BG_gold_line_bend1-01.png
 
film_title-01.png
 
livssporet_video_BG-01.jpg
 
minbog_tree_icon-01.png
 

Om forfatteren

I 2004 interviewede jeg min mormor hver dag i en uge for at skrive hendes historie. Hun var min eneste tilbageværende bedsteforælder, og det var gået op for mig, at jeg ikke kendte ret meget til deres livsberetning - og dermed til min familiehistorie. Så nu skulle det være!

lars_profil_pic-01.jpg

Min mormor havde ikke haft noget ekstraordinært liv, men alt var alligevel interessant, for hendes historier var jo også min historie. Og jeg forstod bedre og bedre, hvad det er, min egen mor er formet af.

I dag er min kære mormor desværre død, men hver sommer mødes hele min mors side af familien i det sommerhus, min mormor og morfar købte. Og så læser vi gerne et kapitel højt fra bogen om hende og mindes både hende og min morfar. En dag, når mine børn er lidt ældre, vil jeg læse hele bogen sammen med dem, så de får en fornemmelse af deres rødder.

Det er ikke mindst bogen om min mormor, der har inspireret mig til at skrive andre menneskers livshistorie. For jeg tror på, at alle har brug for at kende de livsspor, de er en del af. Og at alle har godt af at stoppe op og gå deres liv grundigt igennem med hjælp fra en professionel historiefortæller.  

Jeg er født i 1975 i Herning, hvor jeg også voksede op. Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har desuden en bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet. Fra 2004 til 2018 arbejdede jeg på Kristeligt Dagblad med dannelse og værdier som mit primære stofområde. Ved siden af har jeg skrevet i alt syv bøger, blandt andet en biografi om Troels Trier, en debatbog om powerkvinder og en ungdomsroman.

Jeg er desuden direktør i og medstifter af Drømmepiloterne ApS, som driver hjemmesiden vilter.dk, hvor forældre kan få adgang til personliggjorte godnathistorier til børn. I efteråret 2018 skabte jeg livssporet.dk, hvor jeg skriver mini-biografier til private på bestilling.

Jeg bor i Hvidovre, hvor jeg er gift langt over niveau med Dorte og har to skønne drenge på syv og 10 år.

BG_gold_line_bend-01.png
 
minbog_tree_icon-01.png
 

Priser

 
 

Du kan vælge mellem tre versioner af bogen om dig.

Model 1: Du får en læderindbundet bog som beskrevet herover med et LivsCV, et interview på fire timer med dig ud fra 10 spørgsmål og interview med fem af dine nærmeste samt en billedcollage med højst 50 af dine private billeder. Prisen er 60.000 kroner. Kommer bestillingen fra en virksomhed, er prisen 75.000 kroner.

Model 2: Som model 1, men med syv af dine nærmeste, der udtaler sig om dig. Og med fem nye billeder af dig taget af en professionel fotograf. Prisen er 75.000 kroner. Kommer bestillingen fra en virksomhed, er prisen 90.000 kroner.

Model 3: Jeg interviewer dig i seks timer, interviewer 10 af dine nærmeste, og du kan få højst 75 private billeder med i bogen plus fem nye billeder taget af en professionel fotograf. Prisen er 90.000 kroner. Kommer bestillingen fra en virksomhed, er prisen 110.000 kroner.

Har du særlige ønsker, der går ud over konceptet, finder vi en særskilt pris.

Ønsker du flere læderindbundne eksemplarer af bogen, koster de 3.500 kroner per styk. Du kan også vælge at få ekstra eksemplarer trykt som hardback på et trykkeri. Jo flere bøger, du bestiller, jo lavere bliver stykprisen. For 50 bøger er prisen cirka 25.000 kroner. Prisen for 300 bøger er cirka 40.000 kroner.

Alle priser er eksklusiv moms.



 
BG_gold_line_bend-01.png